Jensen & Bugge er nomineret til Årets Traditionspris!

27 okt

Vores genreorganisation, Tempi skriver her til morgen:
“Det er med stor glæde, at vi nu kan offentliggøre endnu en gruppe af årets DMA nominerede. I dag handler det om de visionære artister, ensembler og initiativer, der gør sig særligt bemærket i at videreformidle og tilgængeliggøre den nordiske musiktradition for et bredere publikum og ikke mindst for de nye generationer. Her er årets fire nominerede i kategorien Traditionsprisen 2025:

◾️Phønix
◾️Jensen & Bugge
◾️VÍÍK
◾️Nordisk Dans

Tillykke til alle nominerede til Traditionsprisen til DMA Roots 2025 – vi ser frem til at tilbringe aftenen med jer og hylde jer sammen med årets øvrige nominerede.

DMA Roots som foregår den 30. november på Bremen Teater i København. Husk at købe dine billetter nu – for kun 220 kr inkl. gebyr – på brementeater.dk

Podcast for Radiofolk.dk og deres store Ø-guld projekt!

1 sep

Nyt podcast ude nu: Ø-Guld: Folk & musik på Bornholm! Mette Kathrine Jensen Stærk & jeg har besøgt øen og talt med en håndfuld af de mest aktive folk fra det lokale folkemusikmiljø. Lyt med her eller find den der hvor du plejer at lytte til dine podcast, god fornøjelse!

I juni udkom podcasten, Mysteriet om Reventlows nodebog som ligeledes findes online på både Radiofolks hjemmeside og diverse streamingtjenester. Hold øje med Radiofolk.dk (også på facebook) for spændende nyt om folkemusikken i Danmark!

Nyt arbejdsvisum til USA og snarligt forestående sommerturne til Midtvesten og New York City!

7 maj

Det er med stor glæde at jeg nu kan annoncere at have et dugfriskt arbejdsvisum til USA som gælder til starten af juni 2026!

Det skal fejres og allerede i de første dage af juni 2025 går turen til Midtvesten og New York City hvor jeg vil spille koncerter dels solo, dels med Bill Peterson og flere gode venner fra South Dakota og ikke mindst en række koncerter med Ruthie Dornfeld fra Seattle (se oversigten i kalenderen). Jeg glæder mig meget til at komme tilbage og spille og mødes med mange gode venner!

En varm tak til alle der har hjulpet med at gøre dette muligt!

Ruthie Dornfeld og Kristian Bugge